Kinas høje energiforbrugende-produkter er stærkt påvirket af tariffer. Udover stål og aluminium er der blandt ferrolegeringer ferrosilicium (6672, -28,00, -0,42%) og ferrochrom eksportafgiftspligtige produkter. Faktisk er den nuværende lavprissmeltning af grøn el omtrent den samme som i udlandet. Den eneste forskel er råvaretransportomkostningerne og oprindelsen til slaggesmeltning af mangan-chrom-serier. Elprisen i udlandet er lidt lavere. Strømforsyningen er dog ustabil, og den er svær at sammenligne med det store elnet i Kina.
Råvarer i udlandet er billige, men elektrodepasta, elektroder eller kulstofmaterialer og ovnforinger er generelt dyre. I nogle lande er kul eller trækul ikke dyrt, såsom i Brasilien og Etiopien, hvor trækul ikke er dyrt. Samtidig er udenlandsk arbejdskraft billigere, men det giver ikke meget arbejde. Tre udlændinge er ikke så gode som en kinesisk smeltearbejder. Desuden er smeltefærdighederne hos lokalbefolkningen i udlandet generelt lavere. Alt i alt er smelteomkostningerne nogenlunde de samme. Når de stiger, bliver international handel involveret for at indsnævre prisforskellen.
På nuværende tidspunkt er det, der kan gøres i udlandet, at eksportere produkter med told indenlandsk, såsom ferrosilicium og ferrochrom, lav-kulstofchrom og lav-kulstofmangan. Disse fortjenstmargener fremkaldes af eksportens skatteundgåelsesrum. I mellemtiden er elpriserne i de fleste sydøstasiatiske regioner ikke lave, bortset fra lande med vandkraft, fordi der generelt ikke er kul til elproduktion i Sydøstasien.Havvind- og solenergi er endnu ikke startet, og tempoet i dens fremtidige udvikling kan muligvis ikke følge med stigningen i elforbruget på grund af økonomisk vækst. Derfor er det svært for grøn strøm at blive brugt til smeltning, i hvert fald ikke på kort sigt, med mindre der investeres i grøn strøm. Men for den samme investering vil investeringer i Sydøstasien helt sikkert have en kortere tilbagebetalingstid og højere fortjeneste. For eksempel er elprisen i Phnom Penh for det meste omkring én yuan, og fortjenesten ved solcelle- og vindkraft er meget højere.
Høje elpriser tvinger disse regioner til kun at engagere sig i specialsmeltning med høj værdi-, og det er produkter med lavt elforbrug. Kina har en stor produktion af smeltning, der forbruger meget elektricitet, men de er heller ikke konkurrencedygtige. Ferrolegeringsprodukter er vanskelige at være underlagt toldrestriktioner, fordi det er svært at skelne oprindelsen. Handelsdækninger er relativt nemme, og tariffer og omkostninger bestemmer retningen for produktflowet.
Måske på grund af de alt for tætte bånd mellem den sydøstasiatiske halvø og Kina, er deres toldsatser heller ikke lave. Der er dog stadig en betydelig fortjenstmargen i forskellen mellem toldfrie industriparker og Kinas eksportafgifter. Små ovne, lille smeltning, lavt strømforbrug og høj værditilvækst-produkter er fordelene her, især industrierne forårsaget af bortskaffelse af fast affald. Miljøbeskyttelseskravene er trods alt relativt lave, hvilket minder meget om industrimiljøet i et større østland for tyve år siden.
For nylig, på grund af en eksperimentel ovn fra en stor indenlandsk virksomhed, fandt jeg en del gamle 35kv ovne i Kina. Transformatorerne er alle gode og fra kendte-mærker. De fleste af dem er 35kv og kan bruges direkte i 33-35kv lande. For nogle med lave sekundære spændinger kan de endda ændres til 10-22kv indgående linjer til brug. Disse små ovne spænder fra 2.500 til 9.000 til 12.500 til 16.500 til 18.000 kVA. Der er ikke mange muligheder for at drive dem i Kina. Venner i nød kan kontakte mig for at flytte dem til andre mållande og fortsætte traditionel smeltning, hvilket gentager Kinas smeltehistorie for 20 år siden. De kan også smelte produkter med høj værditilvækst, hvilket genererer gode overskud til markeder i Europa, Amerika, Japan, Sydkorea og andre regioner.
De amerikanske takster er rettet mod regioner og lande, ikke købmænd og iværksættere. Produktion i andre lande er underlagt egne tariffer og politikker. Samtidig bør industrier, der bruger meget-energi også flyttes. Når alt kommer til alt, vil udviklede store lande i Kina i sidste ende, som Shanghai og Zhejiang, opgive industrier, der bruger meget- energi. Dette er en uundgåelig tendens i The Times.